Aflastning

Aflastning. Bare ordet var svært at sige. Egentlig mente vi ikke vi havde brug for det. Det var vores ældste børn, der under et forældre og søskende kursus for pårørende til børn med handicap ( hold da fast en lang “titel” på det kursus ) sagde,  at det kunne de rigtig godt tænke sig at vi havde til Benjamin og Frida. HOLD NU KAJE – hvor var de unger bare seje. De var ca 11, 11 & 15 år gamle og havde så svært ved at sige det. Men de gjorde det – og jeg er dybt taknemmelig i dag ❤️

Det var det sværeste at sige højt. At sige til vores socialrådgiver at vi gerne ville søge aflastning. For tænk sig – to ressource stærke forældre – der selv har valgt at få alle de børn !! Og så kan de ikke selv passe dem – og sådan kunne jeg blive ved med mine EGNE tanker og forestillinger. Vi har aldrig oplevet nogle af disse ting fra andre. Var helt for egen regning.

Vi søgte om aflastning i en familie – det tog næsten et år, inden den rigtige familie blev fundet, men det år gjorde SÅ meget for os som forældre. Vi blev faktisk klar til at Benjamin og Frida skulle afsted – tanken var ikke helt så slem efter det år. Men det var stadig ikke nemt.

Første gang vi hilste på K&H var jeg røv nervøs og spændt. Kunne lide dem med det samme og det samme kunne Benjamin og Frida – det gjorde det så meget nemmere. Og var naturligvis et kriterie hvis de skulle derhen og være en gang imellem. Nu to år senere er de der stadig. Det er stadig ambivalent at sende dem afsted, for jeg savner dem og samtidigt nyder jeg også roen enormt meget. At man kan åbne døren og gå sig en tur.  Eller cykle uden at skulle overtale Benjamin til at flytte sig ud af hjørnet af sofaen. Eller at alle antenner ikke er ude en hel weekend – at jeg ikke skal lytte efter hvad der nu sker i kælderen, mens vi andre er ovenpå. At jeg ikke skal ha “overskudskappen” på hele tiden når der skal løses en konflikt eller en eller anden skriger højt over småting.” Tja”tænker du måske – sådan er det jo med børn. Og “ja”det er det – men det bliver ikke ved i så mange år med børn uden handicap. Vi har ( mentalt ) små børn i mange år. Og det slider!

Det her er ikke en klagesang. Jeg er yderst taknemmelig for at bo i et land, hvor der er mulighed for, at mine børn kan komme hos en anden familie en weekend hver måned, så jeg kan være en bedre mor for mine andre børn, være kæreste med min mand eller bare drikke mig fuld ( det er sgu stadig sjovt ). Og at de så også elsker, at komme der den weekend er simpelthen fantastisk. Så giver det bare overskud på flere planer. Og kan kun sige, at hvis man har børn med handicap og har muligheden for aflastning – så tag den! Pas på dig selv, dit parforhold og dine andre børn hvis du har sådan nogle. Det gavner på den lange bane.

Pas på jer selv ❤️