For pokker!

Kærester

Jeg mødte Lars for knapt 12 år siden. En januar aften – godt stive var vi begge to. Jeg havde angiveligt kun fortalt jeg havde 2 børn ( eller også fik Lars lige en blokering der ) – men der var nu 3 😏.

Lars besøgte mig om tirsdagen, for her var børnene nemlig ikke hjemme. Eller også mødtes vi hjemme hos ham, når jeg ikke havde min børn. Maske undrer du dig over det lige var tirsdag?! Men forklaring følger… børnene var på det tidspunkt altid på besøg hos deres bedsteforældre, og ” kysten var derfor klar”…

Første gang han besøgte mig, gik han lige før børnene kom hjem – det viste sig så at han havde smækket sine nøgler inde i bilen – så der stod han udenfor,  i snevejr og med sin t-shirt på, mens han ventede på en ekstra nøgle 😊 for ind det kom han ikke igen, da børnene først var kommet  hjem ☺ Men han blev sgu. Og i dag er vi så blevet til 7.

Vi købte faktisk også et hus, inden vi overhovedet havde prøvet at bo sammen. Og da vi skulle skrive under på huset, blev vi enige om – på p pladsen foran advokatens kontor- at vi jo egentlig ligeså godt kunne blive gift også. Det blev vi 3 uger senere. Her havde vi stadig ikke haft adresse sammen. 3 dage før brylluppet, fandt vi sørme også ud af at Benjamin var på vej. Så der skete en del det første år.  Nu har vi så boet i vores hus i godt 10 år. Det rummer en masse minder og en masse ting ❤

image

Lars og jeg er et godt team. Det betyder bare en hel masse at jeg har ham og omvendt. At vi er fælles om den her familie. Og det er vi. Ikke enige i alt, men grundlæggende ønsker vi det samme. At man har et andet menneske der elsker en, selvom man ligner udkogt risengrød. Og som er overbærende når man er ( en smule) urimelig. At der er et andet menneske, man kan stole på, og som bakker op. Det er jeg vildt glad for. At der er plads til, at man hver især kan lave nogle ting med sig selv og sine venner/ veninder. Og at man stadig husker at være kærester. ❤

Når man bliver fælles om en familie, oplever jeg at det er skide vigtigt, at man husker det.  Som forældre, og ikke mindst til børn med handicap, har vi haft stor brug for “åndehuller”, hvor vi også bare kan være Lars og Cathrin ( at vi så det halve af tiden snakker om vores børn, det er en anden ting), men der kommer også en hverdag uden børn engang. Så synes jeg, det er vigtigt, at vi undervejs har husket hinanden, så vi stadig har noget til fælles den dag vi ” bare” bliver os to. Der går mange aftener med vasketøj og andre praktiske ting, og med at falde i søvn på sofaen, fordi man bare er SÅ træt. Så man skal planlægge tiden til hinanden også.

Det er vigtigt, når hverdagen flyver af sted. Her skal man så huske, at bare det at smøre madpakkerne kan være en kærlighedserklæring til den anden, der så slipper for det den dag ❤

Pas godt på dig selv og hinanden 😘

Følg gerne med på Instagram: https://instagram.com/mangemor/

Eller Facebook: https://www.facebook.com/cathrin.jensen

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For pokker!