39 – og alligevel ikke helt.

Jeg er mor til 5, gift på snart 11. år, uddannet socialrådgiver, har både hus og så mange faste udgifter at det svarer til en mellemstor virksomhed (!) og alligevel så kan jeg godt til tider kigge mig i spejlet og tænke:” hvem er den voksne der i spejlet?!”

Jo, jo jeg ved skam godt det er mig selv 😜 Men det hænger bare ikke altid sammen med hvordan jeg føler det indeni. Når man oplever sig selv gennem sine børn- de har jo naturligvis ikke kendt mig som ung- og de kun ser mor, de ser mig, der er den skrappe og til tider sure forældre og de oplever at jeg er håbløst bagud når de til tider snakker om forskellige ting. Men inde bagved alt det er der jo også bare Cathrin! Mig, der engang var ung, gjorde vilde og dumme ting, har grint og grædt og oplevet ting og som er den person, jeg stadig synes jeg er. Og så alligevel ikke. For med det voksne liv, følger også mange andre ting der gør, at jeg ikke er den samme Cathrin længere. Og sådan er det jo, og det skal det også være. Men til tider savner jeg at være det menneske jeg til tider stadig ser i spejlet. Nemlig bare Cathrin.

Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måde ville bytte mit liv ud med noget andet. Men måske kunne lidt mere “løssluppenhed” være sundt en gang imellem. Og nogle flere grin og ikke så faste rutiner i hverdagen.

Det må være et fortsæt for det næste år 😊