Det med kærlighed

Som den skarpe læser nok har set, så er mit ældste barn 20 år, og jeg har kendt Lars i godt 12 år. Så allerede der er der noget der ikke hænger sammen 😊 Lars er ikke ( bio) far til mine 3 ældste børn. Men han er den “daglige far”, og for mig betyder det meget mere end biologi.
I dag har vi en god familie på godt og ondt – med det mener jeg, at vi har gode tider sammen og vi har også mange diskussioner med både store og små børn. Akkurat som det nok er i de fleste familier.
Da jeg lærte Lars at kende var Nanna, Line og Emil ikke ret gamle. Lars havde, uden at lyve, ikke det store kendskab til små børn, og havde ihvertfald ikke skiftet mange bleer eller tørret mange numser. Eller for den sags skyld haft ansvar for meget andet end sig selv. Og alligevel ville han gerne være kæreste med mig.
Forholdet til børnene biologiske far, har ikke hele tiden været ukompliceret. Og alt det var Lars også en del af – på den ordentlige måde, hvor han bakkede op om både børnene og mig.
Trods det så stillede han op, vi købte hus, hvilket jo skulle have en vis størrelse, når nu min bagage indeholdt 3 børn. Og samtidigt ytrede Lars jo, retfærdigt nok, at han gerne ville have et barn eller to mere. Så var stilen ligesom lagt, og jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til.

Når alt det er sagt, så har det hele jo ikke været en dans på roser. Vi har haft vores udfordringer og børnene var ikke altid skide søde i forhold til Lars. De har dælme udfordret ham, været flabede og til tider grove. Men som tiden er gået, og de/vi alle har lært hinanden bedre at kende, er der opstået en familie og ikke mindst en respekt os alle imellem – og når udenforstående i dag ser os udefra, tænker de ikke at vi ikke er en stor familie. For det er vi ❤️
Jeg hører ofte om sammenbragte familier, hvor tingene kører helt af sporet. Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på hvad baggrunden er, og der kan også være mange årsager. Men i vores familie har et vigtigt ord været respekt. Og at jeg også har skullet give Lars plads – plads til at være forælder og “lov” til at opdrage og sætte grænser. Også fordi Lars har haft en anden plads end “bare” en ekstra far.
Samtidigt har Lars skullet acceptere at han en gang imellem bare har haft en anden plads – at det er mig børnene ofte er gået til først. Og hatten af for det.
Samtidigt har Lars aldrig gjort forskel på børnene – heller ikke da de biologiske børn kom til, og det har jeg stor respekt og taknemlighed for.

En anden ting jeg vist før har skrevet om er så hverdagen – at der er mange hverdage og at det fandme er vigtigt man husker også at nyde det. At nyde og værdsætte de små ting i hverdagen. For dem er der heldigvis mange af. Og at det er skide vigtigt at man griner lidt hver dag. Også selvom ungerne er møg irriterende, at jobbet ikke lige er sagen eller at man igen skulle støvsuge. Så er der garanteret en lille ting du kan grine af alligevel.

//

Cathrin