Madlavning – den evindelige pine i min r..

Herhjemme er jeg, vist helt uden at lyve, den der primært står for madlavningen. Vi er nok ret så “traditionelle”, hvad opgaver i huset og haven mv angår. Det skal også siges at jeg til tider simpelthen bare ikke gider at sætte mig ind i en ting og opgaver, og i stedet “undskylder” mig med ikke at kunne det – så “skat, du må lige vente til far kommer hjem ( om 14 dage)”

Men tilbage til maden…. Jeg forsøger at leve sundt, og ” det går jo ud over resten af huset. Heldigvis har jeg en familie det gerne spiser grønt, dog ikke den samme slags allesammen! Men det gør det jo nemmere når man gerne vil køre den sunde linje, at de trods alt gider indtager grønne fødevarer. Men gud fader i skuret(!) hvor er jeg træt af at lave mad! Jeg elsker at have tid til at lave god mad – det vil så sige aldrig. Samtidigt elsker jeg at spise god mad. Men jeg kan godt nok nogle gange få meget lange løg (!) af at bruge tid på mad, som så i sidste ende ikke helt glider ned hos resten af familien. Jeg vil lige sige at jeg ikke laver dårlig mad, men det er bare ligesom om, at når maden er tilsat fløde, så glider den bare bedre ned! Og så røg den sunde del jo en smule der.

Problemet er ofte, at de to yngste er sultne meget tidligt – det er vi andre så ikke altid. De to unge efterskole elever har ofte ønsker om mad, og så ikke helt alligevel – det kniber med forslagene, men de kan dælme godt klage når det så alligevel ikke helt levede op til forventningerne 😏 og ydermere er en af børnene nu gået vegetar vejen – og her må jeg bare tage hatten af – og bakker gerne op. Men det gør ikke udfordringen mindre, for nu skal der laves noget for både kød og planteædere 😜

Den anden dag, da vi skulle spise, udspillede der sig et mindre drama hos husets to yngste beboere- dog ikke over maden – men over en eller anden ligegyldighed sikkert, eller et anfald af træthed – og det gør der bare tit! Det gør jo ikke maden bedre, eller ihvertfald rammerne for måltidet, når den ene ligger skrigende under bordet og den anden løber brølende rundt i stuen! Og jeg tænker faktisk at rammerne er mindst ligeså vigtige  – at der er ro til måltidet og at alle kan komme til orde. Og måske er det i virkeligheden her den strander i vores familie. For det er godt nok ikke skide hyggeligt med to børn der enten ikke kan sidde stille, vil medbringe deres iPad ved bordet, ikke kan slippe en eller anden diskussion eller er møg trætte.

Men hvad gør alle andre?

Men jeg klør på, og laver stadig aftensmad hver dag ! I dag står den på grøntsagssuppe, og det glider gerne ned blandt størstedelen af husstande.

Vi har tidligere fået måltidskasser fra Aarstiderne – ganske vidunderligt, men vores fryser har lige trængt til at blive spist ( læs: tømt), så vi har sparet Aarstiderne væk. Men nu må det snart være tid til det igen, tror jeg.

Ha en dejlig dag!

// Cathrin