Når ” man” nærmer sig…….

41 år er det vel og mærke……ja, ja det er midt april det sker, men jeg har allerede nu, lyst til at sige noget om dette.

Det var en fest at blive 40 – det var den bedste fest vi nogensinde har haft, og det var lige som det skulle være. For mig er alder bare et tal, og det var det også da der stod 40 ud for mit navn. Det gjorde, og gør, ikke ondt.

Nu er jeg så på vej til 41, og det gør for så vidt heller ikke ondt. Men tiden siden jeg blev 40 har alligevel givet mere stof til eftertanke end jeg før ville have tillagt det.

Jeg har taget en del ting op til overvejelse, og det at jeg rundede et skarpt hjørne, har åbenbart sat nogle tanker i gang om de, forhåbentlig, mange år jeg har tilbage her på jorden endnu.

For hvem er det lige præcist at Cathrin er? Hvad skal jeg beskæftige mig med resten af mit liv, og hvad er det i virkeligheden der gør mig glad? Hvordan undgår jeg at hverdagen bliver smurt ind i leverpostej og sure sokker , men bliver de dage jeg sætter mest pris på? Selvfølgelig gør min familie mig glad, og jeg har en stor rolle i den familie jeg nu er en del af. Men der er bare også en helt anden dimension, som hedder Cathrin, uden at have en given rolle som mor, hustru eller socialrådgiver…… og hvad er det præcist Cathrin så indeholder og har lyst til?

Det har jeg naturligvis tænkt på mange gange før, men jeg har også i mange år, måske hele livet, været præget af hvad andre tænker ” man” bør og skal gøre. Jeg ligger da også under for de forventninger og forestillinger andre har om mig, og jeg vil lige her indskyde, at i det øjeblik “man” ( læs: JEG) blev mor til 5 børn, så var de forventninger og forestillinger om hvordan “man” så “bør” være, ikke mindre. Eller måske er det i virkeligheden mine egne forestillinger om, hvordan det “bør”  være, der forstyrrer mit verdensbillede.

Hvorom alting er, så har jeg bestemt mig for at det fremover er den del jeg vil øve mig allermest på. Nemlig at sige at ” I don`t give af fuck” og nej, jeg vil ikke undskylde mit sprog her, for det er lige præcist sådan det er tænkt! Har stadig overvejelser om at få det tatoveret på en arm, så jeg kan minde mig selv om det, inden jeg falder i ” bør” gryden.

Jeg vil godt vende tilbage til det med familie. Jeg elsker min familie. Men jeg elsker også friheden og det at være mig. At kunne gøre ting, uden altid at tage hensyn til andre. Min ældste rolling er lige blevet 21 år! Hvilket i sig selv er totalt vanvittigt, og jeg kunne jo skrive en hel smøre om det at være ung mor. Men det vil jeg nu afholde mig fra, da det i sidste ende er en helt individuel beslutning, og noget jeg aldrig har fortrudt. Men jeg vil også sige, at jeg i over halvdelen af mit liv, har haft ansvaret for et andet menneske, og dette menneske blev til 3 ( ja der kom jo tvillinger), så blev det til 4 og nu er der 5. I alle de år, har Cathrin ikke været den der fyldte mest i mit liv, akkurat som det skal være. Men Cathrin har nu fået lyst til at fylde mere i sit eget liv, og det kan af nogle tolkes som at jeg er blevet ligeglad, uansvarlig og at jeg nok har en krise over de 40 år. Men der må jeg bare skuffe og sige, at jeg hverken er det ene eller det andet. Men livet efter de 40, har bare givet mulighed for, at Cathrin nu kan få lov at fylde mere i eget liv. Og det er på ingen måde skidt, for når jeg gør nogle ting for min egen skyld, så får jeg også meget mere overskud til at gøre noget for dem der betyder noget.

Jeg kan  ikke komme med svaret på mine tanker og det vil for mig blive en proces at blive bare lidt klogere på mig selv. Men jeg er i gang 😊

Og alt i alt er det her vel bare en navlepillende smøre, men omvendt tror jeg rigtig mange af os er faldet i ” det bør man gør” gryden. Måske er det i virkeligheden på tide at gøre op med det og sige: “I don’t give a fuck”!

//

Cathrin