Og tiden går…

Jeg vil godt bare sige, at jeg skriver de her ting, udelukkende for min egen skyld. Og fordi hvis andre skulle komme i denne situation, så kan man her læse om, hvordan jeg har oplevet alt det her og hvilke følelser det kan sætte i gang. Jeg vil også på et tidspunkt fortælle om de symptomer, jeg i det klare bagklogskabens lys kan se, at Emil har haft gennem længere tid, så der måske sidder en anden og læser dette og opdager sygdommen før vi gjorde.

( ja sådan sidder jeg en del!)

I dag er det torsdag har jeg ladet mig fortælle. D. 16. marts 2017. Vi har været her i 9 dage. De længste 9 dage i hele mit liv. Jeg anser mig selv som en kvinde der klarer en del. Egentlig har jeg rimelig styr på de fleste ting, men lige det her kræft – det er godt nok ude af mine hænder. Og FUCK hvor jeg bare ikke er god til det. Vi har ventet og ventet og ventet. Og venter stadig. Emil er godt nok skidt – for 3 dage siden gik han 2 km og i går morges fik han en madras med luft, fordi han har ligger så meget, at han risikerer tryksår på kroppen. Den seje unge mand der for kort tid siden cyklede til og fra skole – han passede sin skole, arbejde og fik vist også drukket lidt øl indimellem. Nu ligger han og er bare skidt! Og jeg kan bare kigge på, græde når han ikke ser det og forsøge at hjælpe ham bedst muligt når han har brug for noget.

Det er fandme ikke fedt! Og tænk sig man kan glæde sig til de begynder at pumpe kemo ind i ens barns krop! Men det gør jeg – for så giver det pludselig mening at Emil bliver dårlig. Nu er han bare dårlig for ingenting. Og det er på ALLE måder skide synd for ham. ❤

Midt i alt det her er der også noget virkelig fantastisk. Jeg har altid synes vores netværk er godt, men det er bare SÅ meget mere end det. Vi overstrømmes af positive tilkendegivelser. Tilbud om hjælp – ja nærmest uendeligt. Og jeg er dybt taknemmelig. Og hjælpen skal vi nok få brug for. Lige nu er det ærlig talt lidt uoverskueligt. For hvad er det vi skal forvente der kommer? Og hvordan kommer Emil til at få det. Men det her kommer nok til at lære mig at være bedre til at tage imod den hjælp andre tilbyder.

Min gode veninde har lånt mig bogen “Anbring først iltmasken på dig selv” og den siger mange gode ting om det at være forældre til et barn med handicap eller en alvorlig sygdom. Jeg har læst bogen før, men havde glemt mange ting. En af de ting der skrives om er, at forældre skal pleje sig selv, for at kunne pleje eller passe deres børn. Og ja, det er helt rigtigt. Gøre nogle ting jeg bliver glad af, være sammen med andre, uden det altid skal handle om den lorte sygdom og i det hele taget huske at få energi andre steder fra. Det har jeg været god til før, og det skal jeg huske fremadrettet – så jeg bedst muligt kan hjælpe Emil og resten af familien gennem det her.

( den her fik jeg lavet for ca 3 uger siden. Symbolet på 5 børn og frie fugle der flyver. Lige nu er de fugle lidt stækkede, men jeg kigger på dem hver dag og husker at de bliver frie igen )

Nogle vil synes jeg er langt fremme i mine tanker, men jeg vil bare sige at de her 9 dages venten, har givet meget plads til en masse tanker. Og mit ” praktiske gen” eller autopilot tager heldigvis over i den her situation – så gør jeg noget og kan bedre forholde mig til det hele.

Men vigtigst af alt – jeg holder fast i at dette kan behandles!!!

I skrivebde stund bliver Emil PET skannet,  så vi bliver klogere på hvad stadie kræften er i. Og i eftermiddag starter behandlingen så op. Det er næste meget store milepæl for mig, og det der lige nu gør at jeg igen har ondt i maven. For hvor slemt er det her?

Pas godt på dig selv og hinanden ❤

//

Cathrin