Hus til salg

Long time no see…..

Ja, det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet, men tiden går hurtigt og jeg synes der er sket meget.

Men en lille opdatering; Emil bliver rask! Egentlig kunne opdateringen så godt stoppe her, da det må siges at trumfe alt andet, men der er alligevel også sket en del andre ting.

Jeg er blevet det der kaldes enlig, single, alenemor, eneforsørger – ja kært barn har uendelig mange navne, og må sige jeg ikke er ubetinget vild med de betegnelser. Jeg er vel i bund og grund bare Cathrin der nu bor alene med 4 børn – i hvert fald en del af tiden. For en del af tiden bor her “kun” 2 børn ( halvvoksne)  – og jeg kan mærke at det på mange måder bliver godt for os. Det er ikke nogen hemmelighed at det til tider er hårdt arbejde at være forældre til Benjamin og Frida. Hverdagen er meget planlagt efter dem og struktureret efter hvad de holder til. Det jeg nyder mest når de ikke er hjemme, er friheden til at gå ud af min dør, uden at skulle have planlagt det eller “overtalt” et barn til at skulle med. Eller muligheden for at se film med de ældste børn, søndag eftermiddag kl 15, uden at  de konstant skal vente på jeg “lige” skal forholde mig til en konflikt eller andet.

Det jeg siger er vel i virkelighed en smule “forbudt” – jeg elsker alle mine børn og elsker at være sammen med dem – men jeg er unægtelig en bedre mor og bare et bedre menneske, når jeg har fået ladet op og har overskud. Sådan er det også i familier med helt almindelige børn, men i vores familie har vi “små” børn i mange år, fordi de ikke er alderssvarende. Og det sætter sine spor. Så jeg indrømmer det – jeg har brug for en pause indimellem!

Jeg praler ikke af at have været verdens bedste forælder de sidste 3 -4 måneder. Jeg har godt nok skidt i nællerne indimellem, og må bare sige at 2017 ikke er året, hvor jeg tager prisen som den bedste forælder. Til gengæld er jeg ved at lære en masse om mig selv – på godt og ondt, og har en tro på at det smitter af på mine unger. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og ting tager tid.

Jeg har fortsat orlov med Emil – han er stadig i behandling og i morgen ( i dag) er en lang dag i Odense. Derefter er der kemo pause, hvilket er godt for ham, for han har en hel del bivirkninger i form af nervesmerter i kroppen.

img_0256Så venter der to blokke af kemo behandling mere, hvorefter vi må se hvad status så er. Men indtil videre går det forrygende med at udrydde kræften.

Det er egentlig utrolig som man vænner sig til en ny hverdag – også selv om hverdagen ikke er “selv valgt”. Jeg mangler indimellem udfordringer i låget, men omvendt er det vildt priviligeret at bo i et land, hvor man har muligheden for at være hos sit syge barn. Som Emil sagde kort tid efter han blev syg, så kommer han aldrig til at klage over at betale sin skat – den del er jeg helt enig med ham i. Der er dog det store minus, at vi ikke ligefrem oplever smidig sagsbehandling – det kunne være en overvejelse værd, om socialrådgiverne og ikke mindst ledelsen i de forskellige kommuner skulle høre fra en forælder, hvad det konkret er der er behov for når ens barn bliver syg. Så kommunen ikke bliver en modspiller, men en medspiller i sådan et forløb. Jeg mener ærlig talt det handler om måden arbejdet struktureres i de forskellige forvaltninger, og en kultur på arbejdspladserne der medvirker til, hvordan sådanne situationer håndteres. Men det kunne jeg nok skrive en halv bog om. Og det er ikke godt for mit blodtryk når jeg først kommer i gang. Så hvis den positive vinkel skal bevares, så stopper jeg lige med at skrive mere om det nu :o)

Vores hus er fortsat til salg – og der er angiveligt ikke nogen der vil købe det endnu. Så indtil videre huserer jeg/vi på matriklen og nyder den ret fede terrasse vi har, nu hvor det endelig er blevet sommer! Så det har jeg tænkt mig at nyde, med de dejlige mennesker jeg heldigvis har i mit liv.
img_0319

// Cathrin

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hus til salg