Post cancer

Jeg læste for nyligt en artikel i Information. Forfatteren beskriver hvordan vi har et sygt/ rask samfund – forenklet beskrevet af mig. Men i forhold til cancer er der ikke så enkelt at du er syg, og så bliver du rask. Rask bliver man først efter en længere årerække, men man meldes færdigbehandlet. Hos os har vi taget en beslutning om at Emil er rask, og vi omtaler det også sådan, da det mentalt har en effekt tror jeg. At Emil ikke konstant mindes om at der de næste mange år er risiko for tilbagefald, men rent faktisk begynder at leve livet igen.

Men det er alligevel noget konfliktfyldt i dette. For efter denne periode hvor Emil har været syg, og meldes færdigbehandlet ( rask ), så er det jo ikke som efter at have haft en omgang influenza. Det tager ikke kun lige en kort periode, så er han på toppen igen. Efterforløbet tager bare tid! Og mindst lige så lang tid som sygdomsperioden har taget.

Emil har været gennem den første kontrol skanning og blodprøver og alt ser fint ud. Lægen ringede og sagde at der ikke er tegn på sygdom. Så første hurdle er vi ovre. Men det er svært at være en ung mand der gerne vil i gang med livet igen, men som ikke helt har energien til det. Og det er svært at stå på sidelinjen og se at det ikke er nemt – heller ikke nu hvor Emil er rask. Men jeg tror på at tiden vil gøre meget – hvis ikke hele alle sår, så gøre at vi alle når til et punkt, der minder om det der var en gang.

Vi har de sidste mange år set Knæk Cancer i tv. Fulgt med som mange andre danskere og tænkt at det var godt man ikke selv stod i den situation. Ja for det tænkte jeg! I aften skal vi se det igen. Men i år bliver det meget anderledes. En anden form for taknemlighed. Taknemlighed over at Emil nu er på den anden side. Uden sygdom i kroppen og med en bevidsthed om at det langtfra er alle der er så heldige når de rammes af den forbandede sygdom.

Jeg ved ihvertfald at kleenex pakken skal med ind i sofaen. ❤️

#fuckcancer #knækcancer #nydlivetforduharkundenenechance