Onsdags tanker - eller noget ...

Fredag – endelig!

Jeg elsker simpelthen fredag. Måske det faktum at jeg har fri fredag, også gør noget for den stemning (?!) I dag står dagen på lidt andet end det plejer ( plejer er i den sammenhæng, at gøre rent, vaske tøj, gøre klar til weekenden mv) nemlig at indløse Lins julegave. Nemlig en tur i IKEA! Ja tænker du nok, det var dog tamt; men nej, det er på ingen måde tamt, for det var ØNSKET til jul, og dertil hører selvfølgelig en sum penge, der kan bruges til at indrette det værelse Line har planlagt i sit hoved. Så det bliver skide hyggeligt. Og min mor skal med, så det gør bestemt bare turen endnu hyggeligere.

Ellers står weekenden i hyggens tegn, fest ( igen), fødselsdag og dermed gensyn med en del af familien. Altid dejligt. Oveni er både Line og Emil hjemme, da de tirsdags drager på deres første skitur. Og der skal derfor pakkes tasker! Det bliver totalt fedt for dem, og hvis det lå til mig, kunne jeg godt mærke en snert af misundelse. Omend jeg foretrak et varmere rejsemål.

Og apropos rejsemål, så er i år allerede begyndt anderledes end de foregående. Vi plejer allerede nu at have bestilt sommerferien  – der de sidste år er gået til Gardasøen. Verdens dejligste sted efter min mening.

Men i år, har vi intet bestilt. I maj skal vi holde fest, vi er begge blevet 40 der, og glæder os til den fest. Men det er selvfølgelig ikke gratis. En måned senere bliver største barnet student og udlært tømrer i et hug. Det kommer jeg til at prale meget mere af når vi nærmer os ( undskyld på forhånd Nanna ) – men der skal selvfølgelig også holdes en fest.

Så har vi to på efterskole, og de er slet ikke sikker på de gider holde ferie med os længere. Så det korte af det lange er, at det med sommerferien kommer an på både økonomi og antal(!)

Det betyder så bare, at jeg kan mærke det er en smule irriterende, for jeg elsker at vide,  hvad der skal ske når ferieklokken ringer. Men mon ikke vi ender med et eller andet dejligt alligevel?

Men tilbage til nutid – om lidt vil jeg pakke min taske sammen og drage østpå – og kender jeg os ret, bliver bilen nok fyldt godt op som den plejer. Her undskylde jeg så på forhånd til Lars 🙂

Ha en dejlig dag

//

Cathrin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Onsdags tanker - eller noget ...