Uge 4 - "nyt" hår og dagdrømme.

Tilbage i vandet og lidt om status på operation

Jo jo, jeg er ikke på dybt vand, men tilbage i bassinet, i gang med vandgymnastik, efter min operation. Og det er godt nok dejligt! Det er også en øjenåbner på, at formen hurtigt forsvinder, når man ikke er aktiv. Så det vil jeg forsøge at ændre bare en smule på. Her skal dog indskydes at jeg ikke er nogen helgen, men at min familie nok har oplevet en nedgang i mit humør, mens jeg har været immobil – jeg kan ihvertfald selv mærke, hvor godt det er for humøret, at jeg rent faktisk er bare en smule aktiv! Så for at undgå skilsmisse og sure miner, må jeg hellere komme i gang !

Jeg synes det er svært at komme ordentlig i gang igen – har stor lyst til at genoptræne mine mavemuskler rigtigt, så det til sidst bliver helt godt. Men bliver også usikker på hvordan det gøres bedst muligt. Så jeg er startet i vandet, hvor jeg tidligere har god erfaring med at træne.

Det er nu 8 uger siden operationen. Det går godt – huden hæver stadig en smule i løbet af dagen, mine mavemuskler er fortsat en smule ømme – og det samme er huden. Men nok naturligt efter at have været løsnet helt under operationen.

Jeg har det vildeste ar, men det bliver pænt. Så nu har jeg allerede tanker om at købe en bikini! Måske lidt tidligt, når der ikke er planer om rejser til steder, hvor jeg kan have den på 😊 Men men. Så må den luftes andet steds.

Men ellers er jeg virkelig glad for resultatet. En anden god ting ved det er, at jeg faktisk ikke har haft ondt i ryggen siden mavemusklerne er blevet fikset. Det er saftsuseme en dejlig ting!

Ellers tænker jeg over det her med min operation, i forhold til al den snak og diskussion der er, om at vi skal elske vores krop som den er, og anerkende kroppen som den ser ud, efter både børn og tidens tand. Og jeg kunne bestemt ikke være mere enig! Min operation var ikke af kosmetiske, men helbredsmæssige grunde, men jeg ville jo lyve, hvis jeg ikke var virkelig glad for den følge der er af operationen – nemlig at maveskindet bliver “glattet” ud. Jeg synes bestemt også vi skal blive bedre til at se at alle kroppe er forskellige, og blive bedre til at sige til os selv og hinanden, at lykke ikke handler om størrelsen på din talje eller dine bryster. MEN – når det så er sagt, så mener jeg virkelig også at man skal have friheden til at gøre noget ved det, der virkelig er et problem – det var det for mig på flere planer – mest det faktum at jeg flere gange har oplevet at blive spurgt om jeg var gravid, fordi min mave lignede en sådan! Samtidigt kunne jeg ikke træne det op, så jeg er meget taknemmelig for at operation blev en mulighed for mig. Og sådan tænker jeg at mange har det – og hvad er der så galt i at få fx større bryster, hvis det nu er det der gør dig tilfreds?! Man skal bare holde sig for øje, hvorfor man gør det – er det for din egen skyld, eller er det fordi der i samfundet er en tendens til, at vi kun hylder det ungdommelige og det perfekte? Jeg ved ikke hvad der er det “rigtige og det forkerte” i den sammenhæng, men jeg tror ikke,  det er noget der vil blive mindre fokus på i fremtiden. Jeg mener også, det er noget vi skal snakke med vores unge om – det præger jo mange af dem, hvad andre tænker og hvordan andre ser ud.

Men jeg kan ikke sige at jeg er imod kosmetiske operationer – alt skal bare være med måde.

Ha’  en dejlig fredag

// Cathrin

 

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uge 4 - "nyt" hår og dagdrømme.