“Før” og “efter”

Man siger at den dag ens barn får diagnosen, den husker man. Der vil ofte være et “før” og et “efter”.
Mine to yngste børn har, som jeg tidligere har skrevet om, en kromosomfejl, der giver varig handikap eller funktionsnedsættelse om du vil. Jeg husker ikke datoen for diagnosen, ikke engang årstallet, men jeg ved præcist hvad jeg lavede da lægen ringede, og hvor jeg præcist befandt mig! Der var som sådan ikke et “før” og et “efter” i forhold til dette. Jeg vidste godt vores børn ikke var helt som de skulle være, og selve det at få at vide det var en kromosomfejl, gav noget ro. Det kunne jeg forholde mig til og det tog noget af den enorme skyldfølelse væk fra mine skuldre – jeg havde IKKE gjort noget forkert under graviditeten, som lægen ellers insinuerede flere gange.
I dag er det d 14. marts 2017. Der er et liv “før” d. 8. marts 2017 og et liv “efter”. Livet før d. 8. marts var livet uden en livstruende sygdom. Livet før kræften krøb ( helt ) ind i min bevidsthed og ramte Emil. Min dejlige dreng Emil på 16 år. ❤ Den alder hvor vores vigtigste diskussioner handlede om, at han da for pokker godt snart kunne lære at give besked, når han skulle på besøg hos vennerne og var godt fremme. Eller at han måske lige kunne skrue lidt ned for bassen, der meget fint er placeret lige over stueloftet. Og diskussioner om, at et hurtigt bad ikke varer 30 minutter.
Samtaler om fremtiden – hvordan gik det med den opgave du afleverede i fysik? Var der travlt på arbejdet i dag og Emil fortalte om fed musik han lige havde opdaget.
Akkurat som man taler i mange andre familier.
Lige indtil d 8. marts 2017. Hvor lægen på sygehuset fortæller, at Emil skal overføres til børnecancerafdelingen i Odense, da der er fundet mange, hævede lymfeknuder i hans brystkasse.
Jeg vidste godt Emil var meget syg. Det vidste jeg allerede ugen før – kald det hvad I vil, men på et punkt kunne jeg som Emils mor, bare mærke det. Men en ting er tanken. En anden er, når en læge siger det højt. Så bliver det pludselig meget virkeligt.
Siden d 8. marts og til i dag, har samtalerne og bekymringerne ændret sig. Vi snakker nu om det at være bange, hvad er det her for noget og hvor syg bliver Emil af det her. For syg det bliver han. Han har lymfekræft og vi får det endelige svar i dag, der skal fortælle hvilken præcise type det er, og hvad der så kan gøres ved det. ( siden jeg skrev dette i morges, ved vi nu det hedder Hodgkins sygdom, hvilket umiddelbart er den “bedste” form – og hvis alt går vel, kan Emil være rask om 8 uger ❤)
Den uskyld der er når man er 16 og var på vej til koncert med et fedt band man er vild med. Roskilde festival lå lige ude i horisonten og billetten er købt. Liver ligger der og venter og handler bare om at tage en stor dejlig bid hver dag.
Og sådan bliver det også igen. En del af Mount Everest skal bare lige bestiges først.

//Cathrin ( ældet 5 år på 1 uge 😔)