Omkring 1. marts sidste år, gik jeg hjem fra mit arbejde, i den tro at jeg ville komme igen dagen efter. Nu godt og vel et år efter, er jeg stadig ikke mødt på arbejde. Det sidste år har været det vildeste i mit liv. På godt og ondt. Jeg har oplevet at min søn blev alvorligt syg, han er nu rask, men det betyder desværre ikke at han er frisk. Efterforløbet efter kemobehandlingen tager bare meget mere tid og energi end både Emil og jeg havde forestillet os. Og det optager utrolig mange af mine vågne timer, for hvad er det lige jeg som hans mor, skal gøre for ham? Jeg har ikke svaret endnu desværre, men gør hvad…